Hjælp, mine børn ser reality!

  
Før jeg skriver dette indlæg, smider jeg lige en ansvarerklæring. “Jeg tager det fulde ansvar for mine børns opdragelse. Jeg tror ikke mine børn ryger hash, fordi Hannah Montana blev/er Miley Cyrus og derfor påvirker dem til det. Hvis mine børn har sex, er det ikke udelukkende pga et (en del) paradise medlems sex eskapader og jeg tror ikke mine børn snakker grimt, fordi Onkel Reje siger “skide”. Ej heller bliver mine børn homoseksuelle fordi de synes Elton John – your song, er god eller skifter hudfarve fordi vi hører radio og Jay Z svinger forbi. Mine børn kommer til at leve, lave fejl og få nogen knubs. Jeg skærmer dem for unødvendig grimt sprog og ting der ikke er “age appropriate”, jeg taler med mine børn og hjælper dem.

• Opslaget

Jeg sad og så “hjælp mig væk jeg er en celebrity” og Magnus kiggede med. Gustav skulle igennem en udfordring, her fik han biller i hovedet, larver i munden og alt muligt grusomt. Meget kan man måske sige om Gustav, men målrettet og stålfast, det er han! Han er suværent den der klarer samtlige opgaver aller bedst, han er også den der angre mest efter fejlslåene opgaver og ja, hatten af for det! 

  
Dog er disse reality programmer vel lidt voksen mobning. Vi sidder herhjemme og griner af andre voksne mennesker der presses, græder og oplever ting vi andre kun har mareridt om. Dette syn på reality tv, har jeg egentlig haft længe, men lige den dag blev det bekræftet.

Normalt for min søn ikke lov at se reality og ved faktisk ikke hvorfor det kørte den pågældende dag. Han udbryder: “jamen mor, hvorfor gør de det imod ham? Hvorfor er de så onde ved ham?”

Jeg føler nu, at jeg står overfor en total umulig opgave. For i et samfund der elsker at hade mere eller mindre kendte mennesker, i mere eller mindre latterliggjorte situationen. Er det muligt, at jeg kan udelukke reality tv, fra magnuss liv i sådan en grad at han selv er gammel nok til at have udviklet en moral, stærk nok til at se det forkerte og derved selv tage stilling til om det er okay at se. 

Tilbage til Gustav. Homoseksuel, prangende og feminin. Men goddag modsætning! Ind kom Brian Nielsen – stor, bokser og “mand”. Hvem vil de fleste drenge på 5, tænke er sejest? Ved første bedømmelse var Magnus klar på, ufortrødent at støtte Brian, bokseren. Brian begyndte at tale, hvilket Magnus ikke forstod meget af, så det var absolut ikke dét der gjorde at Brian tabte. Ignorancen nåede nye højder, da Brian uden provokation bruger ordet “bøsserøv” om Gustav. Igen studser min 5årige over programmet og kigger lettere forvirret på mig og siger “ej mor, det må man altså ikke sige.”     

Vi snakkede derefter lidt om ordet bøsserøv og om at det mest var mennesker der ikke brugte hjernen ordentlig, der kunne finde på at sige sådanne ting. Jeg forklarede hvad en “bøsse” var og “røv”-delen kendte han jo godt. Han sagde stolt, at man jo måtte være kærester med dem man vil og at det skal Brians mor vidst fortælle ham.

Måske har Brian bare sagt et grimt ord, måske er det slet ikke så slemt. Måske mener han det “kærligt”, men det gør det ikke okay.

PS. Pippi sagde Negerkonge, Egon Olsen bandede helt vildt, samme gjorde Benny. Muligvis ringer deres bandeord næsten blødt i ørene i dag, samligner man med “cunt”, “fuck” og “spermcontainer”. Men den gang, var det jo slemt nok at sige “skide”, “fanden” og “sgu”. Og vores generation har jo klaret sig udemærket og har et flot sprog……

Ida