Må man skælde andres børn ud?

Jeg ved ikke hvornår det ændrede sig, jeg ved heller ikke hvorfor, men noget har ændret sig.
Vi som forældre har rykket os, selvfølgelig ikke hver eneste ene forældre, men i en helhed har vi ændret os.

Jeg er født og vokset op i Århus midtby. Ikke på beton-måden, uden grønt og med boldspil på vejen. Nej, godt nok boede vi i lille by lejlighed, men vi havde stor have, med æbletræ, legehus og gynge og der vrimlede med børn.
Så mange af vores forældre gik sammen om at tage hegn og hække ned, så vi fik en stor gårdhave i stedet for en opdelt gård. Vi løb op og bankede på ved hinanden med et “KAN DU LEEGE?!”, vi snakkede i walkie-talkies fra vores vinduer, på tværs af gården og vi legede på trods af blandet aldre.

Vores forældre tog hver især ansvar. Den forældre der var der, var også den der skældte ud, nogen gange trøstede, nogen gange gav en is osv.
Ville det kunne lade sig gøre i dag? Måske nogen få steder.

Så må et barn ikke få sukker, et andet farvestof og en tredje gluten. Der røg isen! Forældrene tager sikkert de her valg i bedste mening.
Men jeg tør efterhånden ikke servere kage til fødselsdagen, i frygt for at skulle se et barn i øjnene der siger “jeg må ikke få sukker” og så kan han få en (øko) figenstang?

Oven i det, så har jeg bemærket en lidt kedelig tendens hvor forældre ikke vil sige (skælde ud/irettesætte) noget til andres børn og nogen gange ikke engang til sine egne.
Synderen er selvfølgelig at man som menneske er blevet så o.b.s på hvad andre tænker.
– For børn skal i min optik have en løftet pegefinger engang imellem.

Jeg har taget mig selv i at sige “det var fedt du lige skældte Magnus ud!” til en med-forældre. Hvilket virker åndssvagt. Men hvis mit barn kaster en grankogle efter dig, så må du da gerne sige “hallo fister! Det gør ondt og det må man ikke” uden at være bange for, at jeg skælder dig ud for at opdrage på mit barn. For mit barn må gerne lærer at mennesker reagere på den måde de bliver behandlet.

Som jeg skrev “med-forældre”, for er det ikke det vi er? Vi er jo alle i samme båd.
Vi har alle børn der nogen gange burde kunne byttes, nogen gange har vi mange bolde i luften – så hvorfor ikke hjælpe hinanden?
Hjælpe hinanden med at, holde et vågent og kærligt øje med vores poder, med at opdrage dem og vise dem at ikke kun mor og far, men alle voksne er opmærksomme og tilstede.

 

Men det er jo selvfølgelig en forventet udvikling i samfundet. En udvikling der sker fordi vi ikke kommer hinanden så meget ved længere. En udvikling der er sket, fordi man ikke går hjemme med sine børn, henter dem sent og tager direkte hjem. Man kender sin pædagog bedre end man kender sin nabo.