Undskyld, må jeg låne en voksen?

  
kender du det, at du står i en situation og tænker “det her kræver en voksen”. Du spejder rundt, for at lokalisere en af disse voksne. Desværre dæmre virkeligheden og det går op for dig, at det er dig der er den voksne. Så måske kigger du efter en ældre voksen. En der er succesfuld i rollen som voksen. En voksen, voksen. 

Hvornår er man voksen? Jeg er 24, mor til to, har boet selv i 7år snart og er vel egentlig “voksen”. Men dog, tager jeg mig selv i at føle mig mindre voksen, end andre voksne. 

Hvis jeg skal til middags selskab med mine forældre og deres venner, føler jeg, at jeg er “barnet”, at min mening om politik og samfund, er mindre vigtig i diskussionen, da det jo lige er de voksne der taler. Men hvorfor er det sådan og hvornår holder det op?

Kommer der er tidspunkt hvor man mirakuløst gennemgår en forvandling, i bedste Askepot-pre-bal-stil og pludselig betragter man sig selv som værende en del af voksen-kliken?

Eller måske er det små momenter, hvor man handler voksent, der giver point på voksen skalaen? Sådan handlede jeg forleden, da jeg skældte en med-voksen (10år ældre end jeg) ud i trafikken. Han holdte ikke tilbage i sin bil, da Magnus havde forkørselsret og da han parkerede informere jeg ham om dette, i bedste løftet-pege-finger-stil. Og det var jo altså et skole område Hr. hurtig-på-speederen. Der følte jeg, at jeg var voksen.

Måske voksen-skalaen først når sit maks, når man er færdig uddannet, har været på arbejdsmarkedet i længere tid, ens udseende omfatter hængebryster (eller pung) og man er tosset med DR1 programmer? Måske er man først virkelig en del af voksen-inder-cirklen, når man faktisk kan svarer på spørgsmålene i “hvornår var det nu det var?” eller i det mindste har levet, da tingene fandt sted.

Ida