sladder og rygter

 

Dette bliver vidst en god gammeldags omgang, mundlort! For hvis det er noget de fleste der kender mig, ville nikke genkendende til, så er det at jeg tiltider yder en service af orddiarre. Ofte, er det er overflødighedshorn fyldt med ubrugelig viden, holdninger til alt og intet, oftest spicet op af lidt “har du hørt at …” sladder.

Tjo, da jeg var 15 år gammel, (pardon my french) ulidelig, truck og en faktisk ret irriterende teenager, havde jeg en skør overbevisning. Jeg levede i en “verden”, fyldt af bristede drømme, lettere “på kanten” unge og en udsigt til en del kedelige skæbner. Dog bildte jeg mig selv ind, at når man blev 20 år, så ophørte sladderen. Jo sgu! Og ikke nok med det, man fik også automatisk et dankort (med penge, bevares) og relativt styr på hvad man ville med livet. Har egentlig ikke vanvittig styr på mit liv og er simpelthen ikke voksen nok til at have et dankort. Sladderen er ikke ophørt, faktisk går jeg heller ikke selv, i vejen for en god omgang, “har du hørt at? Nej er det rigtig? Ja sgu, hørte det fra Bent i pølsevognen”. 

Synes nu alligevel at den sladder (heldigvis) har ændret karakter. I den bumsede-kiksede-hvide-miss60-bukse-beklædte alder, kunne sladder være ond, løgnagtig og direkte ødelæggende for/om en person. Den kunne være om alle og den kunne være om ingen. Forstået således, at det der blev sagt slet ikke passede. En ungdom der var blottet for kildekritik og selvstændig tankegang.  Personligt havde mit liv været jævnt vildt og crazy, hvis “rygterne” dengang talte sandt. Bevares, jeg har da haft gang i min del af kagen, men dog lever jeg ikke op til den vildbasse mit ry endte i. 

 Den voksne måde at sladre på er mere subtil. Vi skjuler det en smule og pakker behovet for at tøsefnidre ind. I stedet for at bræge direkte løs om hvad end vi har hørt, sniger vi et diskret “Jeg ved jo selvfølgelig ikke om det passer, men” ind, før vi forsætter med at dele vores opsnappede guf. Udover før nævnte eksempel, så er jeg specielt vild med den “jeg vasker hænderne rene”-teknik som florere hyppigt, den er som følger: “ej, X har bare gjort det med Y og nu er A bare så ked af det…. Men jeg kender jo ikke X og han/hun er sikkert rigtig flink”. Teorien går lidt ud på at, hvis du offentligt “liker” personen, så er det jo ikke ondt, det der totalt onde, du sidder og fortæller videre, uden kildekritik eller forbehold. 

Jeg er typen der tit lider af søvnløshed. Faktisk tangere jeg lige på grænsen til kronisk søvnløshed. Jeg kan pt. give Bjørk skylden, men før ham var det vidst bare min forhøjede hjerneaktivitet der holdte mig vågen. Nogle tanker er gode, andre dårlige og de fleste, helt ude i hampen. Dog ender jeg tit i dyb filosofisk analog med mig selv. Fx “hvis jeg siger sådan om andre, så er der nok også nogen der snakker på samme måde om mig?” Hvis jeg efter denne tanke, sidder med en “det sgu lidt noget pis”-følelse, så burde jeg hanke op i mig selv, blive et bedre menneske og behandle andre som jeg vil behandles. Hvis jeg derimod tænker “det okay”, så fred være med det. Man må jo gerne snakke om andre, så længe det er positivtladet og nysgerrigt.  

Ida