Du må få en fisk

Skal børn bare have kæledyr? Hvornår er passende, hvilket dyr og hvor meget ansvar kan ungerne tage?



Jeg kan godt huske min første kanin, “Kong Muller Preben”, jeg elskede ham. Han var så sød og dejlig, tam, venlig og kærlig. Eller måske husker jeg ham bare sådan, fordi jeg havde ham på et ideelt tidspunkt? 

Preben afgik ved døden efter et langt og berigende liv. Efterfølgende fik jeg en ny kanin, han hed “Mis”. Min plan var vidst at få en kat der hed “Vov”, en hund der hed “Ninka” osv. Kæmpe freak allerede som 12årig;)

Mis var sgu egentlig ikke en behagelig kanin. Den lærte at bryde ud af buret (med vold), den bed, lærte ingen tricks og kradsede. Den var slet ikke ligeså blød som Kongen havde været det og jeg forsømte til sidst dyret i sådan en grad, at min mor endte med at passe den. Min mor er ikke tosset med dyr.

Men men men, var det egentligt to så vidt forskellige kaniner med to voldsomt aparte personligheder eller var det mig, der skiftede alder, interesse og derfor ikke så det samme i et relativt passivt kæledyr? Jeg ved det ikke.

Grunden til denne fortælling er at, Magnus vil utrolig gerne have et kæledyr. Jeg gider ikke passe det, Kenni gider heller ikke og Bjørk er sgu for lille. Er man gammel nok til selv at tage ansvar for et kæledyr når man er 5år? Vi siger nej. 

Til gengæld har han fået en elektronisk fisk! 😀 Den begynder at svømme når man “dukker” på glasset og hvis han kan holde den glad, så må han få en rigtig fisk. Mest fordi jeg også gerne vil have et akvarie. Det er ikke helt den på billedet, da det er en gammel model, men samme princip, vores er bare en mere fancy fisk + tilbehør. 



Så er en dårlig mor, på den gode måde. Magnus får et kæledyr, han lærer lidt ansvar i form af at give mad og rense akvarie. Men uden det bliver for besværligt. Et akvarie er også lige til at overkomme at gøre rent, hvis en af os voksne skal gøre det. Og mor får et pænt akvarie, med pæne fisk, der pynter pænt. På den dyreelskende måde 😉